Gode råd til når du ringer på et stillingsopslag

Du har fundet et stillingsopslag, som lyder som dit drømmejob. Du kaster dig derfor med det samme ud i at skrive ansøgningen. Stop en halv! Hvorfor ikke ringe på stillingsopslaget? Undersøgelser viser, at de fleste virksomheder synes det er en god idé, at kandidater ringer, hvis de har relevante spørgsmål at stille. Vi bringer her en række gode råd, til når du ringer på et stillingsopslag.



 

1. Forberedelse og analyse

Før du ringer på et stillingsopslag, skal du selvfølgelig forberede dig. Forberedelsen indebærer en analyse af stillingsopslaget og research på virksomheden. Denne forberedelse afslører også, om det overhovedet er relevant for dig at ringe på stillingsopslaget.

I din forberedelse skal du finde ud af, om du mangler:

  • Informationer som er bestemmende for, hvorvidt du vil søge stillingen
  • Oplysninger om virksomheden og arbejdsopgaverne som gør, at du kan skrive en mere målrettet ansøgning

Hvis din forberedelse afslører, at du ikke mangler informationer om virksomheden, for at kunne lave en god ansøgning, så er det bedre at lade være med at ringe. Hvis din indledende forberedelse derimod viser, at du vil have gavn af at ringe, er næste step at forberede de konkrete spørgsmål, som du vil stille.

2. De gode spørgsmål når du ringer på stillingsopslag

Det vigtigste at udstråle, når du ringer op, er at du er forberedt og oprigtigt nysgerrig efter at vide mere om stillingen og virksomhedens udvikling samt, hvordan du kan bidrage til denne. Hvilke konkrete spørgsmål du skal stille afhænger af, hvad din indledende analyse har vist, at du mangler information om. Der er dog en række spørgsmål, som ofte er relevante, eksempelvis:

  • Hvad er grunden til, at stillingen er slået op?
  • Hvilke af opgaverne i stillingsopslaget fylder mest i dagligdagen?
  • Er der særlige udfordringer, som man skal bidrage til at løse?
  • Hvilke typer joberfaring er en fordel eller forudsætning for stillingen?
  • Hvilken baggrund og hvilke kompetencer har medarbejderne i den afdeling, som stillingen hører under?

3. Selve opringningen – stop overtænkning og vær ikke nærtagende

Det er langtfra alle, som føler sig tilpas ved at skulle ringe på et jobopslag. Selvom du skal være velforberedt, er det vigtigt ikke at overtænke situationen. Husk på, at selvom dette opkald måske er det vigtigste, som du foretager den pågældende dag, så tillægger personen du ringer til ikke opkaldet den samme store betydning. Husk på:

  • Jo længere du venter, des mere nervøs bliver du og du risikerer at overtænke situationen
  • Udvis interesse og motivation for stillingen – det skal ikke lyde som om, at opringningen er en pligt, som du opfylder
  • Tag det ikke personligt, hvis personen du ringer til er kort for hovedet
  • Fat dig som udgangspunkt i korthed og fornem stemningen i samtalen

God fornøjelse med din opringning.

02. juni 2022